Engholmene – aldrig langt fra byen, altid tæt på vandet

Visionen om en moderne kanalby i København er nu blevet til virkelighed. Lyngholm, Sivholm, Kærholm, Myrholm, Tangholm, Nobelholmen – seks skønne boligøer danner tilsammen den nye bydel, Engholmene, som er vokset frem i den sydlige del af Københavns Kanal.

Med hver deres arkitektoniske udtryk, ligger boligøerne side om side, omgivet af vandet i kanalerne, forbundet til hinanden og til resten af København med broer til både gående og kørende. Havnebussen lægger snart til ved kajen, og metroen er også undervejs. På Engholmene er du aldrig langt fra byen, og altid tæt på vandet.

Storbyliv ved vandet
Der opstår en særlig hverdagsmagi, når bylivet møder vandkanten på Engholmene. Morgenkaffe på altanen, og solens første stråler, der slår smut hen over vandet. En kort cykeltur langs Københavns Kanal, og byens pulserende liv er inden for rækkevide. SUP board eller havkajak står klar til en eftermiddagstur efter arbejde. Aftenstemning langs kanalen og byens lys, der spejler sig i vandoverfladen. Sommeraftener på altanen med gode venner og stillestund under stjernerne til lyden af vandet, der klukker i kanalerne. På Engholmene får du det bedste fra livet i byen og ved vandet.

Midt i det hele og helt for sig selv
Engholmene er en ny bydel i København, der både ligger nær byens pulserende liv, centrale indfaldsveje, og kobles på det offentlige transportnet med den kommende metro og havnebus. Samtidig er kanalbyen en oase i byen, hvor vandet og kanalerne skaber en afslappet stemning. Hverdagslivet er omgivet af lys, frisk luft og masser af plads. På Engholmene kan du på én og samme tid nyde byens puls og det rolige øliv.

Blå og grønne oaser på Engholmene
På Engholmene findes mange forskellige skønne oaser, der hver især indbyder til udeliv året rundt. Vandet og kanalerne er med til at skabe lys og luft i bydelen og glæder samtidig både børn og voksne med de mange muligheder og aktiviteter. Alle boligøerne har deres egne gårdrum, som åbner sig mod vandet og trækker lyset ind, så alle boligerne får glæde af beliggenheden. For at udnytte placeringen ved vandet mest muligt, er der anlagt træbrygger flere steder langs kanalerne, som inviterer til at nyde en pause på bænken eller på et af de mange træplateauer, der vender mod vandet.

Her er naboskab og fællesskab
Midt i København byder Engholmene på et landsbyliv i storbyen, og bor du her, er du Engholmer. På boligøerne møder Engholmerne hinanden hos den lokale bager eller frisøren nede på hjørnet. I stueetagerne er der gjort plads til, at små butikker og serveringssteder kan bidrage til et levende lokalmiljø, hvor der er rig mulighed for at handle og spise ude tæt på, hvor du bor. På øen Lyngholm inviterer en nyanlagt legeplads med trætårne, sandkasse, gynger og græsplæner til leg for børnene på Engholmene. I dagtimerne er det børn fra den lokale institution, der leger og hygger sig, og uden for åbningstid mødes områdets børnefamilier på legepladsen. Året rundt samles Engholmerne til forskellige arrangementer, hvor de mødes om fællessang og juletræstænding, Sankthanshygge, aktiviteter på vandet eller morgentræning på kajen. På Engholmene findes boliger til alle livets faser, og her bor unge og ældre side om side. Der er både boliger til familier, par og singler. Uanset om du er til store rum og mange kvadratmeter, eller du foretrækker en mindre lejlighed, så får du på Engholmene altid en bolig med højt til loftet, store vinduer, din egen altan eller terrasse og del i et grønt fællesområde, hvor du kan møde dine naboer.

Caféer og restauranter med udsigt til vandet
Langs kanalerne og promenaden på Engholmene, åbner serveringssteder med udsigt til vandet. Bydelen er allerede nu blevet et populært udflugtsmål for søndagshygge og aftengåture. Forude venter lyse sommeraftener og udendørsservering langs kanalerne, to go kaffe og croissanter til gåturen eller hyggeligt cafébesøg med stearinlys og varm kakao på en blæsende efterårsdag. På Engholmene kan både beboere og besøgende nyde godt af de mange forskellige serveringssteder, som åbner ud mod vandet og de hyggelige pladser.

Livet på vandet
De mange kanaler, der snor sig mellem boligøerne, er alle forbundet med Københavns Kanal, og året rundt er der mulighed for at nyde godt af de mange forskellige aktiviteter, som vandet inviterer til. Fra træbryggene på Engholmene kan du sætte SUP board eller kajak i vandet og tage på tur til Københavns Inderhavn og opleve byen fra vandsiden. Du kan også ro gennem slusen og ud til Nordhavns Naturpark ved Tippen, hvor alpakaer og får græsser side om side i solnedgangen. Engholmene får også hele to lystbådehavne, hvor det bliver muligt at dyrke sejlerlivet. Langs kanalerne er der anlagt træbrygger i flere niveauer, hvor du kan slikke sol eller nyde en is, mens du følger med i livet på vandet.

En ny bydel med kulturhistorie
De moderne boliger på Engholmene ligger i et område, som bærer på en stærk kulturhistorie, og det kan stadig både ses og mærkes. Flere steder møder du kulturhistorien i form af bevaringsværdige bygninger og levn fra dengang, området var havn for fiskeri og senere industri. Nogle vil måske genkende Pakhuset fra Olsen Banden filmene, hvor den genkendelige bygning er med i flere scener. På Engholmenes Sydspids er det ikoniske Druknehus blevet genopført og på samme vis er H.C. Ørstedværket også med til at indramme bydelens moderne boligbyggeri og forbinde det med områdets kulturhistorie.

Læs mere om områdets kulturhistorie her.

Læs den makabre historie bag Druknehuset her:

Alle rettigheder til billeder, tekster og video tilhører NPV A/S - og må ikke anvendes uden forudgående tilladelse fra NPV A/S. Copyright © NPV A/S 2011 - 2019