’Druknehuset’ er genopført og kan snart invitere indenfor til et glas vin
Det hvide Druknehus er genopstået på Lyngholm, hvor det atter knejser som et smukt vartegn med sine ikoniske gavltakker og byder velkommen til Engholmene.
En gåtur langs havnefronten, kan ganske snart afsluttes med et godt glas vin i solen på boligøen, Lyngholm, hvor restaurationsudviklerne Geppetto Group er i fuld gang med at skabe en vinbar. Anløbet, som vinbaren kommer til at hedde, vil ligge ud til Lyngholms forrygende udendørs område ved Christian Langes Plads. Her er det allerede nu muligt at slå sig ned og slappe af i de komfortable bænke og solstole, der er placeret rundt på pladsen, og på de nye trædæk, der er bygget i flere niveauer og vender ud mod den kommende lystbådehavn. På pladsen er også Druknehuset nu blevet nænsomt genopført, og efter planen vil det fungere som serveringssted i tilknytning til den kommende vinbar.
Druknehuset er vendt tilbage
Siden 2019 har en smuk lille bygning fra 1923 ligget på et lager og ventet på igen at nyde beundring fra de mange, der sejler forbi. Der er tale om det legendariske Druknehus, som med sine savtakkede gavle gennem mange år stod som et vartegn på den nordøstlige spids af Enghave Brygge. Det lidt dystre navn har sin helt egen historie, som du kan læse mere om her: Et navn, der fortæller en historie om, at huset blev brugt til opbevaring af druknede mennesker fra havnen.
Om historien er sand, er dog tvivlsomt. Sikkert og vist er det dog, at den hvide savtakkede bygning gennem mange år spillede en vigtig rolle i den københavnske vandforsyning. Når man ser på arkitektens tegninger fra 1923, står der: ”Overbygning over vandforsyningens tunnelbrønd i Kalvebod Tværgade”. Og faktisk fungerede huset som pumpestation for vandforsyningen til Amager helt frem til udbygningen af Engholmene.
Nyd et glas vin i historiens vingesus
Den historiske bygning er nu vendt tilbage til kanalbyen og ligger ved det rekreative område på Christian Langes Plads på Lyngholm. Her er der udsigt til Københavns Inderhavn og den kommende lystbådehavn, der fyldes med vand i løbet af sommeren. På denne maritime placering er det tanken, at Druknehuset skal spille sammen med den nye vinbar, fortæller Henrik Fabricius Fallentin, der er direktør i Geppetto Group:
”Druknehuset kommer til at ligge lige ved siden af den nye vinbar, så det er tanken, at det bliver en forlænget arm til den. Det er jo en meget lille bygning, så det er begrænset, hvad vi kan lave derude. Vi kan dog godt servere et glas vin eller skænke en fadøl, så derfor giver det god mening, at vinbaren kommer til at supportere Druknehuset,” fortæller han og tilføjer:
”Vi forestiller os, at Druknehuset bliver sådan en slags sæsonbetonet café eller serveringssted, hvor man kan gå ud og nyde et glas rosé om sommeren eller måske et glas gløgg om vinteren.”
Og så er det jo bare at glæde sig til en sommeraften i historiens vingesus. Selv om der stadig er lidt tid til, at vinbaren åbner, kan man allerede nu nyde solens stråler i de lækre nye opholdsmøbler og trædækkene på pladsen rundt om Druknehuset og med udsigt til vandet.