Kulturhistorie: Fra skrotbunker og spritsmugleri til kanalby og liebhaveri


Livet flytter ind på Engholmenes eksklusive boligøer i disse år, men faktisk er det langtfra første gang, området er beboet. Allerede ved 1900-tallets begyndelse havde en lille flok fiskere og byens mere subsistensløse slået sig ned i den lille fiskerihavn i Tømmergraven, der i daglig tale blev kaldt Djævleøen efter en fransk straffekoloni. Siden rykkede industrien til området.

Når man i dag bevæger sig rundt på boligøerne i Københavns nye kanalby, Engholmene, kan det være svært at forestille sig, at hverdagen tidligere har været en ganske anden i det skønne liebhaverkvarter med sine grønne arealer og blå udsyn. Man skal dog ikke se sig om ret længe, før glimt af områdets mere dunkle fortid sniger frem mellem nutidens moderne udvikling. En fortid, der ikke er så fjern endda.

Vi skal faktisk ikke længere tilbage end til begyndelsen af forrige århundrede, hvor de første beboere flyttede til området. Havnefronten, som vi kender den i dag, tog sin begyndelse i perioden fra 1901 til 1904, hvor Københavns Kommune anlagde en spærredæmning fra Kgs. Enghave til Amager. Forinden var en lille fiskerihavn dog blomstret op på et udfyldt område ved det, vi i dag kender som Tømmergraven. Her slog de første fiskere sig ned.

På gamle tegnede kort fra begyndelsen af 1900-tallet ser man, at den lille fiskerihavn blev kaldt ’Djævleøen’. Det knapt så flatterende navn skyldtes, at fiskerihavnen på det tidspunkt lå et godt stykke uden for Københavns bygrænser. Den blev derfor et yndet tilflugtssted for fiskere og byens mere eksistensløse typer, som var kendt for at slå en proper næve.

Fra fransk straffekoloni til sydhavnsk spritsmugleri

På Kgs. Enghaves Lokalhistoriske Arkivs hjemmeside, kan man læse, at navnet Djævleøen blev hentet fra en fransk straffekoloni af samme navn, som var et hot samtaleemne i begyndelsen af 1900-tallet, på grund af den såkaldte Dreyfus-affære. I 1894 blev den franske officer Alfred Dreyfus idømt livsvarigt fængsel for spionage og sendt i fængsel på Djævleøen ud for Fransk Guyana i Sydamerika. Senere viste det sig dog, at han havde været udsat for justitsmord.

At Djævleøen i Sydhavnen også var til stede i københavnernes bevidsthed, vidner Otto Rungs roman ’Paradisfuglen’ om. Den udkom i 1918, og selv om det er skønlitteratur, bygger romanen i høj grad på den barske virkelighed. I ’Paradisfuglen’ beskriver Otto Rung, at der ude i Sydhavnen, bag Djævleøen, lå et sted, som kaldtes ’Sovekrogen’. Det blev drevet af tre sørøvere, som smuglede blandt andet spiritus langt uden om toldvæsenet.

Det siges, at mange lyssky forretninger fandt sted på Djævleøen, men alligevel eksisterede den lille fiskerihavn helt frem til 1948, hvor den til sidst blev rømmet og flyttet til Bådehavnsgade i Sydhavnen. Her ligger den stadig den dag i dag.

De vanddrevne fartøjer holder dog endnu til ved Djævleøen, der nok er bedre kendt under navnet Tømmergraven. Går man forbi i dag, møder man både den lille husbådehavn og Københavns Roklub. Sidstnævnte lå her dog også, da fiskere og spritsmuglere lagde til ved Djævleøen i deres både. Roklubben blev nemlig startet i 1866.

Kulbunkerne voksede på jord fra Østerport

Hverken roklub eller fiskere har dog haft området for sig selv. Tværtimod har de fra første parket kunnet følge med i, hvordan København rykkede nærmere og nærmere deres lille havn. I løbet af århundredet blev mere og mere af vandet nemlig fyldt op med jord, som gav plads til industriens giganter.

En af dem, der har beskæftiget sig meget med udviklingen af Københavns Havn langs Sydhavnen, er forfatter og foredragsholder Paul-Erik Lind, der selv har boet i Sydhavnen i en årrække:

Alt det, der i dag er blevet til Engholmene, var tidligere bare et stort vandhul. Da man i begyndelsen af 1900-tallet begyndte udgravningerne til en ny underjordisk togbane mellem Østerport og Hovedbanegården, kaldet Boulevardbanen, blev en del af jorden brugt til at fylde op med herude i Tømmergraven. Man kan altså sige, at området ved Engholmene oprindeligt er bygget på jord fra Østerport Station,” fortæller han og fortsætter:

Hele området langs vandet blev kaldt Gasværkshavnen, fordi det gennem mange år var her, skibe kom og læssede enorme bunker af kul af. Kullet blev så fragtet over til det store gasværk, der i mange år lå for enden af Gasværksvej, hvor Kødbyen ligger i dag.”

Det sorte guld, som kullet kaldtes, var dog ikke det eneste, der prægede området, for under 1. Verdenskrig tog en ny industri fart i området.

Skrotbunkernes højborg

Engholmenes tydeligste vidne om den hverdag, der engang udspillede sig her, troner smukt bag Sivholms moderne liebhaverboliger. Her ligger den charmerende gamle bindingsværksbygning, der blev tegnet af arkitekt G.B. Hagen og opført i 1918-20. Bag den stod et ophugningsfirma, som havde fået øje på en god fidus:

”Petersen og Albeck grundlagde deres ophugningsvirksomhed i 1858, og de voksede under 1. Verdenskrig, fordi tyskernes ubådskrig sænkede et utal af skibe, så vandet flød med jernskrot. Det blev de meget rige på at bjærge, og efter krigen valgte de så at opføre det her meget smukke hus, der i mange år fungerede som lager- og administrationsbygning,” fortæller Paul-Erik Lind.

Op gennem 1900-tallet voksede bjergene af skrot og metal sig mange meter høje, mens vandet i Tømmergraven var fyldt med gamle skibe, der ventede på at blive ophugget. På et gammelt billede fra 1934, ser man eksempelvis det tidligere kongeskib, som ligger halvt nedsunket i vandet og venter på sit endeligt.

Skrotbunkerne var også tydelige, da Sivholm i 1974 lagde jord til optagelserne af filmen ’Olsen-bandens sidste bedrifter’. Her har Bøffen placeret forbryderkongen Egon Olsen i en balje med cement, som skal sænkes ned i havnen. Heldigvis bliver Egon reddet i sidste øjeblik af sine kompagnoner, Kjeld og Benny. I filmen ser man tydeligt Petersen og Albecks bindingsværksbygning og de enorme skrotbunker, der faktisk prægede området helt op gennem 1990’erne.

I dag taler den historiske bygning smukt sammen med Engholmenes moderne bygninger. Som et lille hverdagsbillede af fortiden og nutiden, der sammen ser mod fremtiden.

Alle rettigheder til billeder, tekster og video tilhører NPV A/S - og må ikke anvendes uden forudgående tilladelse fra NPV A/S. Copyright © NPV A/S 2011 - 2019