Vand i kanalen – nu er Kærholm en rigtig ø
Den sidste skovlfuld jord er gravet væk, og havvand strømmer frit ind i kanalerne rundt om Kærholm – som nu er en rigtig ø omgivet af vand til alle sider. Det betyder også, at den maritime stemning begynder at indfinde sig og giver et fingerpeg om den særlige atmosfære, der vil præge Engholmene, når området står helt færdigt.
Beboerne på Kærholm er nu rigtige øboere og kan gå sommeren i møde med vand til alle sider. At kunne kalde sig øboer – og endda bo midt i storbyen – er en helt særlig status, som kun er ganske få forundt. Det er da også noget af det, der gør Engholmene til et helt særligt sted at bo. Fra altaner, tagterrasser, gårdhaver og stuevinduer er vandet til stede på alle sider og giver et særligt lys i lejlighederne og en helt speciel stemning til området.
I kanalerne rundt om Engholmene strømmer det salte havvand
Udgravningen af kanalerne rundt om Kærholm blev påbegyndt den 4. maj, og i den periode blev der gravet omkring 7.600 ton jord op. Efter ca. to ugers gravearbejde blev spunsen fjernet, og havvandet kunne finde vej rundt om hele Kærholm. Fremover vil boligøen være forbundet med to gangbroer og to kørebroer til henholdsvis Myrholm og Tangholm. Når Engholmene står helt færdigt, vil kanalerne mellem boligøerne samlet set udgøre en længde på ca. én kilometer. På det bredeste sted vil der være ca. 18 meter hen over kanalen, og andre steder ca. 9 meter. Dybden vil variere mellem 2-5 meter. Kanalerne er med andre ord ikke bare en dekorativ effekt. Det vil også være tydeligt at mærke, at de er forbundet med det store hav. Når vandstanden stiger, og trykket i slusen øges, vil det kunne ses og mærkes i kanalerne. På samme måde vil vind og vejr sætte sit præg på kanalen og minde om, at vandet strømmer ind ude fra Køge Bugt. I de kommende måneder forsætter gravearbejdet, og ifølge planen er der inden årets udgang forbindelse til den sydlige havn.