Tag med den sociale løbeklub rundt i Sydhavnen
Siden 2013 har Motionsklub Sydhavnen løbet hver uge flere gange om ugen rundt i Sydhavnen. Har du brug for motivation til at holde formen i den kolde vintertid, så er klubben åben for alle – og ellers deler Inga Collaitz fra bestyrelsen gerne ud om, hvor klubben foretrækker at løbe.
Temperaturen falder, og mørket fylder mere – selvom vinteren snart er over os, er der ingen grund til at droppe løbeturen.
Sydhavnen byder både på flot arkitektur og smuk natur, så det er oplagt at løbe en omgang rundt i bydelen, hvis man vil have en tur i den friske luft.
Motionsklub Sydhavnen er en gå-lunte-løbeklub i Sydhavnen, der netop benytter bydelen til at få en omgang god motion i dejligt samvær.
Klubben blev i 2013 startet i fællesskab med nogle sundhedsambassadører af Christina Al-Aani, der på det tidspunkt var beboerrådgiver i KAB. De sørgede for at få uddannet nogle trænere til holdet, og så var klubben i gang.
Find de orange jakker på stierne hver tirsdag og søndag
Motionsklub Sydhavnen mødes ved Hammelstrupvej ved indgangen til Valbyparken hver tirsdag kl. 17.00 og hver søndag kl. 08.00. Holdet kræver ingen tilmelding, man møder bare op – og har man svært ved at finde dem, skal man bare kigge efter en gruppe på cirka 10 mennesker i orange løbejakker.
I løbeklubben er de ikke rigide med betaling de første par gange. Ifølge Inga Collaitz, der er bestyrelsesmedlem og kasserer i klubben, er det vigtigt, man lige kommer og prøver det et par gange, så man kan mærke efter, om det giver mening.
”Når man så efter et par gange har besluttet sig, så kan man derefter betale 75 kroner i kvartalet eller 150 kroner pr. halvår – eller 25 kroner om måneden. Det bestemmer man sådan set selv. Pengene går til sociale arrangementer og et medlemskab i DGI, som sørger for, at vi er dækket i forhold til forsikring og sikkerhed. Men vi diskuterer jævnligt i gruppen, hvad vi skal bruge pengene på, så alle kan være med i beslutningen,” forklarer Inga Collaitz.
Når gruppen løber om tirsdagen, er der en uddannet træner, der sætter turen i gang med lidt opvarmning, mens det søndag forventes, at man har lavet opvarmning, inden man møder op. Ifølge Inga Collaitz er der plads til alle niveauer på holdet:
”Vi har en løber, der lige har meldt sig til Berlin Marathon, men vi har også nogle, der går turen – der er plads til alle hos os. Alle kan have glæde af at komme og være med, og vi synes altid, det er rigtig hyggeligt, når der kommer nyt liv i klubben.”
Gløgg og nytårskur efter en god løbetur
Inga Collaitz har selv været med i løbeklubben siden dens spæde start. For hende er det ikke kun motionen, der betyder noget:
”Jeg får den bevægelse i hverdagen, som jeg godt kan lide, jeg kommer ud i den smukke natur, og så betyder løbeklubben også rigtig meget for mig på et socialt og menneskeligt plan,” siger Inga Collaitz og fortsætter:
”Vi er en social løbegruppe. Vi drikker altid gløgg den første tirsdag i december, og vi har nytårskur – og så løber vi selvfølgelig inden arrangementerne. Der er også opstået en strikkeklub i gruppen.”
Motionsklub Sydhavnen har de sidste to år også været arrangører af Sydhavnens deltagelse i det landsdækkende Margueritløb, der afholdes hver september. Arrangementet er et løb arrangeret af Politiken og DGI i samarbejde med lokale foreninger, hvor man løber på den såkaldte Margueritrute, der strækker sig 4.218 kilometer over hele landet. Ifølge Inga Collaitz har turen i Sydhavnen de to år, hvor bydelen har deltaget, haft god interesse.
”Til Margueritløbet starter vi ved Vandkulturhuset i Valby og løber derefter igennem Sydhavnen, over tippen og tilbage igen. Det er en rute på 5 kilometer, der har rimelig stor tilslutning.”
En tur i et landsbypræget nabolag
For Inga Collaitz, der selv bor i Frederikshøj Haveforening og har boet i Sydhavnen over 40 år, er der også noget dejligt ved at løbe i området:
”For det første er det dejligt, at de gode løberuter i Sydhavnen er så tæt på, når man gerne vil løbe flere gange om ugen. Jeg kan bare tage mine løbesko og noget ordentligt tøj på, og så kan jeg løbe en tur rundt. For det andet så er jeg vild med Sydhavnen. Byen har sit eget lille landsbyagtige præg, hvor man ofte kender folk og hilser på dem, når man løber forbi.”