Jesper har et atelier på bunden af Øresund
At male under vand – det lyder nærmest surrealistisk. Men ikke desto mindre er det, hvad den 46-årige kunstner fra Dragør lever af.
Når Jesper maler sine undervandsmalerier, er han i et helt andet univers. Hverdagens stress og jag eksisterer ikke. I atelieret på havets bund er vandet, lyset, farverne, lærredet, fiskene og sælerne det eneste, der er til stede.
Jesper Kikkenborg er egentlig uddannet marinbiolog og har malet ved siden af i 15-20 år. Men for fem år siden sprang han ud som fuldtidskunstner.
”Jeg er fascineret af lyset under vandet og den her verden, hvor tiden står helt stille. Man overgiver sig til elementet, som man ligesom bliver en del af. Det er dét, jeg godt kan lide at føre ind i mine billeder, hvad enten de bliver til under vandet eller over vandet. Den her horisont, det her tidløse element,” siger Jesper.
Det er dog et lidt omstændigt projekt. Det kræver en del planlægning i forhold til dykkerudstyr og båd, forklarer Jesper:
”Hvis det fx er ude midt i Sundet, hvor jeg ikke kan svømme til, så sejler jeg ud med en båd og hopper ud fra den med staffeli og hele svineriet. Farverne bliver sænket ned til mig i en snor af en kollega på båden, og så laver jeg faktisk et lille atelier på bunden af havet med en stol, en kurv med farver i og så videre.”
Benspænd fra start til slut
Det er vigtigt for Jesper at understrege, at han bruger nogle helt særlige materialer, som ikke skader havmiljøet.
”Jeg bruger nøje udvalgte farver, som er ugiftige for miljøet. Det er oliefarver, og de er lavet på koldpresset lindolie, så man kan stort set børste tænder i de fleste af farverne,” forklarer Jesper og fortsætter:
”Det er enormt bøvlet at arbejde under vand, men det er en del af det. Man spænder ben fra start til slut. Det er processen. Det bliver, som det bliver dernede, værket laves nu og her, og jeg arbejder ikke videre med billedet på land. Jeg synes, det er ret fedt at arbejde på den måde, hvor jeg slipper kontrollen fuldstændig.”
Jesper Kikkenborg maler både billeder over og under vandets overflade. Du kan se hans malerier i Galleri Kikkenborg i Dragør, og han deltager løbende i events, hvor du kan opleve ham male under vand. Hvis du ønsker mere information, kan du følge ham på hans Facebook-side og hjemmeside.