Byens hyggeligste og mest populære fodboldklub ligger et stenkast fra Engholmene
Hekla oplever i disse år stor vækst i antallet af medlemmer, hvilket skyldes den store tilflytning og klubbens fokus på det sociale liv. Hekla er med andre ord byens hyggeligste og mest populære fodboldklub – og træningsanlægget ligger blot en cykeltur på 10 minutter væk fra Engholmene.
Der er blå himmel og høj sol over Artillerivej på Amager, hvor fodboldklubben Hekla har hjemme. På denne aften er græsplænerne fyldt med drenge og piger i alle aldre. I hjørnet af træningsanlægget strømmer mild housemusik ud fra klubhusets åbne dobbeltdøre og skaber en hyggelig loungestemning. Ved de opstillede borde og bænke ved klubhuset sidder forældre og snakker, imens de venter på, deres børn bliver færdige med fodboldtræningen.
Vi møder Carsten Schwensen foran klubhuset på Hekla Park. Han er træner for Heklas U13-drengehold, som i dag spiller mod Nørrebro United. I dagens anledning har holdet fået nye kamptrøjer, som er sponsoreret af NPV A/S og Engholmene.
Foruden trænergerningen sidder Carsten Schwensen i bestyrelsen og spiller for klubbens veteranhold. Med andre ord en rigtig klubmand, som har været i Hekla i mange år. Han har oplevet den positive udvikling i tilgangen af ungdomsspillere.
”Tidligere brugte vi mange ressourcer på at erhverve nye medlemmer til ungdomsholdene. Nu er vi blevet nødt til at oprette ventelister på flere af drengeårgangene på grund af den store medlemstilgang,” fortæller Carsten Schwensen, der understreger, at nogle årgange har op mod 60 spillere, hvilket er det maksimale, klubben på nuværende tidspunkt kan håndtere.
”Væksten er gået hen og blevet en udfordring for os, da vi har begrænset banekapacitet. Omvendt kan vi heller ikke lide at sige nej til børn, der har et brændende ønske om at spille fodbold. Det er et dilemma, som vi skal have løst,” siger Carsten Schwensen. Hekla er på nuværende tidspunkt i gang med at få anlagt en kunstgræsbane, som kommer til at øge kapaciteten.
NPV A/S og Engholmene støtter lokalmiljøet og lokalsporten, da tilbuddene til alle aldre udgør en grundsten i bestræbelserne på at skabe lokalt sammenhold og sundhed for alle.
Hekla er blevet kult
Heklas øgede popularitet skyldes først og fremmest den store tilflytning som følge af de mange nybyggerier – heriblandt Engholmene. På nuværende tidspunkt kommer en stor andel af spillerne fra Islands Brygge. Men klubben har en strategisk god placering, og er derfor en oplagt mulighed for familier fra Enghave Brygge, da træningsanlægget blot ligger 10 minutter på cykel fra Engholmene.
Derudover peger Carsten Schwensen på stemningen og det sociale liv i klubben som værende andre afgørende faktorer for den popularitet, de oplever.
”Der er en hyggelig atmosfære herude. Det er også noget, som mange, der kommer herude første gang, bider mærke i og til dels bliver lidt overraskede over. Vi synes selv, vi er gode til at holde fokus på de sociale rammer – også arrangementer, som ikke nødvendigvis er fodboldrelaterede, men som er hyggelige for hele familien,” siger Carsten Schwensen.
Storsejr i de nye trøjer
Grundlæggende er Hekla en breddeklub, hvor den ældste årgang lige nu er U15. Det er et resultat af, at årgangene førhen er smuldret, fordi spillerne er skiftet til andre og større klubber på Amager. Men det er en tendens, som Hekla efterhånden er begyndt at få lukket. Det betyder, at de i højere grad kan holde på deres bedste spillere, hvilket også kunne ses på banen mod Nørrebro United. Her blev gæsterne sendt hjem med et knusende nederlag på hele 9-0.
I følgende slider kan du se billeder fra Heklas træningsanlæg samt billeder fra Heklas U13-drengeholds 9-0 sejr over Nørrebro United.