Tag delebilen, og bidrag til en grøn og bæredygtig fremtid
Klima og bæredygtighed står højt på dagsordenen hos mange danskere. Men hvor skal man starte? Med delebilen tager du ansvar, og det er let at komme i gang. Du kan allerede nu finde delebilerne på Engholmene.
Er du træt af at komme for sent, fordi du ikke kan finde en parkeringsplads? At betale dyre afgifter på en bil, som alligevel bare står stille? Eller måske vil du bare gerne blive lidt grønnere? I så fald er delebilen måske noget for dig. Enten som en permanent løsning eller som et supplement til den store dieselsluger.
I et forsøg på at gøre det nemmere for dig at benytte de bæredygtige delebiler har NPV A/S i samarbejde med GreenMobility og DriveNow etableret otte parkeringspladser til bæredygtige delebiler på Engholmene, som beboerne frit kan benytte.
Udover at være klimavenlige giver delebilerne også en fordel, når det kommer til parkering, som altid er en udfordring i det indre København.
”Vi har ønsket at bidrage til et bæredygtigt og fleksibelt alternativ til at eje en bil og samtidig bidrage til, at trængsels-, parkerings- og emissionsproblemer i byen reduceres. Derfor er vores beskedne bidrag at stille arealer til rådighed og etablere mulighed for opladning, så delebilerne er lettilgængelige for alle på Engholmene,” fortæller Jens Schaumann, administrerende direktør i NPV A/S.
Med delebiler på Engholmene har man altid adgang til en klimavenlig transportmulighed. Brug af delebil er samtidig med til at øge bevidstheden omkring valg af transportmiddel, da man aktivt skal ind og booke elbilen – den holder ikke bare nede i parkeringskælderen. Derfor er chancen for, at man vælger cyklen eller hopper på den nye Cityring, større, hvilket i sidste ende både er godt for miljøet og den generelle folkesundhed.
Et lille skridt mod bæredygtighed
For at blive køreklar skal man downloade appen til GreenMobility eller DriveNow. Appen fungerer som nøglen til de elektriske bybiler. Standardprisen er 4 kr./min. Hvis man har behov for at benytte delebilen over en længere periode, er der også mulighed for det.
Med de nye delebiler og metroudvidelsen har alle engholmere taget endnu et skridt mod bæredygtighed. Bilerne holder allerede parkeret på de otte parkeringspladser ved Tømmergravsgade og er klar til at blive benyttet.