Signe Bing fra Kontikibar guider til de bedste biodynamiske vine

Den biodynamiske bølge har for længst ramt København og bliver ved med at tage til i styrke. Signe Bing fra Kontikibar guider dig til at ramme plet i det hastigt stigende sortiment af biodynamiske vine.

På Holmen i havnen ud for Arkitektskolen ligger Kontikibar og Færgen Ellen, hvor en gennemført kombination af café og  færge danner ramme om restauranten. Foruden indretning af dækket og den smukke beliggenhed udmærker Kontikibar sig ved at være en af Danmarks førende caféer og restauranter, der kun har biodynamiske vine på vinkortet.

Biodynamisk dyrkning af landbrug er kendetegnet ved en dyrkningsmetode, som har rødder tilbage til Rudolf Steiner. Han udskrev reglerne, der går under navet DEMETER.

Udover de økologiske standarder, som alle opfyldes i biodynamikken, praktiseres en række rutiner med henblik på at optimere sundhed og modstandskraft med naturlige midler.

Eksempelvis skal der være tilknyttet dyrehold i produktionen – noget som foruden den smagsmæssige oplevelse, giver en lang række sundhedsmæssige fordele, hvilket har været med til at skabe den stigende interesse for biodynamisk vin og fødevarer.

”Jeg oplever, at folk er blevet mere bevidste om, hvad de spiser og drikker, og hvordan vi behandler den jord, vi lever på. I biodynamisk vin finder man ikke pesticiderester, ingen mærkelige tilsætningsstoffer eller andet skrammel, som vores krop ikke har brug for, og det betyder noget for vores gæster”, siger Signe Bing, der foruden Kontikibar er en del af Grønnere.com, som er blandt de største danske vinimportører af biodynamiske vine. Her er signes fem anbefalinger:

1. Civitas Pecorino fra Lunaria distriktet i Italien
Vinen har en halmgul farve, den er intens, frisk og har en let sødme.

Er du åben for at prøve biodynamisk vin, så er denne vin en rigtig god start.

Dette var den første biodynamiske vin, som Signe smagte, og det er tilmed en prisvindende hvidvin. Kort tid efter Kontikibar havde fået vinen på kortet, blev de inviteret til vinmesse på Hotel d’Angleterre, hvor de vandt publikumsprisen for årets bedste hvidvin.

2. Ramoro Pinot Grigio fra Lunaria i Italien
En orangevin der har ligget/gæret på sine egne drueskaller i 30 dage – afhængigt af hvor meget den har gæret på skallerne, kan den farvemæssigt optræde i alt fra mørk til lys laksefarvet. Vinen giver en lang og behagelig eftersmag, og den særlige fermentering giver en imponerende struktur og en intens aromatisk efterklang.

Dette er den bedst sælgende vin på Kontikibar, og har været blandt Signes favoritter fra ”day one”. I de to år som den har været på kortet, har der kun været tre kunder, som ikke kunne lide den. Denne vin er en ”MUST TASTE”

3. Charisma Trebbiano d´abruzzo fra Lunaria distriktet i Italien
Vinen har en ufiltreret strågul farve, og er intens i næsen med et snert af hvide blomster.

Det er den nyeste vin fra Lunaria, og er samtidig den første, som er ufiltreret. En vin der tryllebinder og sætter nye højder for ufiltreret vin.

En let tilgængelig vin, hvis du ikke har prøvet ufilteret før.

4. Blanc de noir fra Gustavshof distriktet i Tyskland
Det er en hvid rose, hvilket er ret unikt. Den er fremstillet på rødskallede druer fra St. Laurent og Heroldsdruen. De røde skaller er hurtigt fjernet, hvilket giver den et magisk gyldent skær, som ikke kan sammenlignes med traditionelle roseer.

Signe har ikke set en så hvid rosé før med så fin en smag.

5. Sinnvoll fra Gustavshof distriktet i Tyskland
Duftmæssigt minder denne vin om pærer, og smagsmæssigt spiller den milde syre med balance af styrke og elegance. Smagen er vedvarende og meget behagelig, og er kort sagt tysk vinkunst i verdensklasse.

Sinnvoll er lige kommet på kortet, og har taget alle med storm. Det er Signes yndlingshvidvin, og slår dermed den prisvindende Pecorino fra Lunaria.

Hvis du kunne tænke dig at prøve kræfter med vinspecialistens anbefalinger, kan vinene købes på Kontikibar og hos firmaet Grønnere. Desuden sælger Meny i Vermlandsgade de Italienske vine.

For en god ordens skyld skal det siges, at der også er et bredt udvalg af  fantastiske lette og tunge biodynamiske rødvine.

Alle rettigheder til billeder, tekster og video tilhører NPV A/S - og må ikke anvendes uden forudgående tilladelse fra NPV A/S. Copyright © NPV A/S 2011 - 2019