“For os var det vigtigt at komme godt fra start med vores nye naboer”
I sommeren 2017 byttede Bassam Jolak og hans hustru tilværelsen som husejer ud med en nyopført lejlighed på Kærholm i Københavns nye kanalby. For dem var det essentielt, at de fra starten fik et godt forhold til deres naboer. Bassam Jolak giver tre gode råd til et funktionelt naboskab.
Bassam Jolak er 58 år, og arbejder til dagligt som tolk. I sommeren 2017 overtog han sammen med sin hustru deres drømmelejlighed på Kærholm. For dem var det indretningen af lejligheden kombineret med placeringen tæt på byen og vandet, som gjorde, de valgte at sælge huset og flytte ind på Kærholm i Københavns nye kanalby.
Som husejer har de været vant til at have en behørig afstand til deres naboer, og derfor var tanken om at skulle bo i en opgang med kort afstand til naboer på begge sider noget, som fyldte meget i deres beslutning.
”Vi frygtede lidt, at livet i lejlighed på Kærholm ville blive for sammenklemt, da vi altid har været vant til at have masser af plads og luft til naboerne. Derfor gjorde vi rigtig meget ud af at få et godt forhold til vores naboer fra starten, og det har gjort overgangen lettere. Vi har det rigtig godt med vores naboer, og alle er søde og rare”, siger Bassam Jolak, der også fremhæver det faktum, at der ikke var noget etableret miljø på Engholmene, da de flyttede ind, i og med alle var nytilflyttede.
”Alle var nye i området, og det gjorde det lettere at flytte ind og opbygge naboskaber, da alle startede fra samme udgangspunkt. Vi var alle nye naboer, og vi skulle alle gøre en indsats for at komme i kontakt med hinanden. Det medvirkede til, at vi kom godt fra start med vores naboer. Noget, som vi nyder godt af nu”, fortæller Bassam Jolak.
Sådan bliver du en god nabo
Siden Bassam Jolak og hans hustru for to år siden flyttede ind i karrebebyggelsen på Kærholm, har de været glade for at bo der, og de har fået opbygget et godt forhold til deres naboer. Bassam Jolak har tre råd til dig, der lige er flyttet ind, eller står overfor at skulle flytte ind i din drømmebolig på Engholmene:
1. Alle er i samme båd – stort set alle dine kommende naboer er nye i området, og de vil også gerne lære deres nye naboer at kende. Så vær åben og hils på hinanden. Det virker banalt, men det virker.
2. Invester tid – du behøver ikke vide alt om dine naboer, men en uforpligtende samtale omkring vind og vejr, når man tilfældigt mødes på trappen, har aldrig skadet.
3. Vis respekt – folk bor dør om dør så vær opmærksom på støj. På samme måde som man bør undgå at rode i forhaven og stille skrald og lignende.