Lysende oplevelser i vinterferien nær Engholmene

Den sidste weekend i vinterferien kan byde på særlige oplevelser. Måske har du allerede bemærket den magiske lyssøjle, der rejser sig på nattehimlen sydvest for ENGHOLMENE her i februar måned. Søjlen hedder Chromatic City, og den er ét af mange værker på Copenhagen Lightfestival.

I år er det er tredje gang, at festivalen afholdes i København, og den lyser traditionen tro det meste af februar op med forskellige installationer og events. Følg den grønne laserstråle hen over byens tage, bevæg dig gennem en glitrende skov af akrylrør eller find den lysende båd, der svæver vægtløst i mørket. Du kan selv gå på jagt og se, om du kan finde lysinstallationerne ved hjælp af Googlemap. Eller du kan booke dig på en guidet tur med båd, kajak, cykel eller til fods.

Søjlen ved Slusen
Ikke langt fra ENGHOLMENE kan du komme helt tæt på Søjlen – 25 energieffektive lyskastere på hver 440 watt er sat sammen i kvadratisk formation (5×5) og kaster deres lys flere kilometer lodret op. Søjlens lyskegle kan ses i en radius af mindst 25 km, og i klart vejr er den synlig for mere end 3,9 mio. mennesker i hele Øresundsområdet. Vil du helt tæt på Søjlens udspring, så skal du bare gå mod lyset, og du ender ved Slusen, Lone Kellermanns Vej. Her er Søjlen tændt i tidsrummet kl. 17-24 om aftenen samt kl. 6-8 om morgenen helt frem til 23. februar.

Tag børnene med
Fordelen ved at det stadig bliver tidligt mørkt i februar måned er, at børnene kan nå at komme med på lysjagt, inden det er puttetid. I år er København Zoo en del af festivalen, hvor man mellem kl. 17 og 21 kan opleve haven i et helt særligt lys og gå på opdagelse i mørket til lyden af vilde dyr. Skal det sidste krudt brændes af, så er en hoppetur på den interaktive trampolin i Havnegade en oplagt mulighed. Her udløser dine hoppebevægelser supernovaudbrud og skaber smukke stjernebilleder.

En romantisk aften
Fredag d. 14. februar er Valentines Day, og det indbyder til en romantisk aften, hvor du kan også tage din partner i hånden og kombinere Copenhagen Lightfestival med en god middag. Denne uge er der Dinner Days i København, hvor en lang række af byens restauranter byder indenfor til en tre retters særmenu til 210 kroner. Læs mere her:
https://dinnerdays.com/koebenhavn/

Fakta om Copenhagen Lightfestival
Du kan læse mere om festivalen og de enkelte værker, se kort med deres placering eller melde dig til en guidet tur her: https://copenhagenlightfestival.org/festival-2020/

En særlig rute tager dig rundt på Amager, hvor du kan se 12 forskellige kunstinstallationer, der lyser op i mørket og interagerer med bydelens facader, træer, jernbanespor og vinduer og sætter bydelen i et nyt lys.

https://kulturhusetislandsbrygge.kk.dk/event/amager-lyser-en-lyskunstvandring-i-moerket

Alle rettigheder til billeder, tekster og video tilhører NPV A/S - og må ikke anvendes uden forudgående tilladelse fra NPV A/S. Copyright © NPV A/S 2011 - 2019