Lørdag den 24. august til søndag den 25. august: Kom til Kulturhavn Festival lige rundt om hjørnet
Som beboer på Engholmene har man vandet som nabo, og i den kommende weekend er der et væld af sjove aktiviteter lige uden for døren, når der afholdes Kulturhavn Festival, hvor havnen og det blå liv er i fokus. På Teglholm kan man blandt andet prøve kræfter med flydende morgenyoga og vandkampmaraton på tømmerflåder.
I den kommende weekend slår Københavns Kommune dørene op til den 18. udgave af Kulturhavn Festival, som er Danmarks største kultur- og havnefestival, hvor omkring 150 københavnske foreninger, kulturaktører og andre samarbejdspartnere byder deltagere og publikum velkommen. Som festivalgæst har man mulighed for at deltage aktivt i de mange forskellige arrangementer, som bliver afholdt på forskellige locations langs Københavns Havn. Og som beboer i Engholmene behøver man ikke bevæge sig langt for at være en del af Kulturhavn Festival 2019.
På Teglholmen, der ligger som nabo til Enghave Brygge, afholdes en række events, hvor bassinet ved Skolen i Sydhavn bliver omdannet til en flydende legeplads. Her vil der være rig mulighed for at nyde nogle af årets sidste sensommerdage i selskab med familie, venner og naboer.
Herunder kan du se en beskrivelse og en tidsplan for et udvalg af aktiviteterne på Teglholm til årets Kulturhavn Festival.
Lørdag den 24. august
– Livemusik på vandet (Kl. 17.00 – 19.00)
Her kan I opleve et originalt koncert set-up, hvor der ved Teglholmens Sydkaj vil være livemusik på en fortøjet tømmerflåde. Festivalgæsterne vil blive placeret på kajen foran caféen YUM, som vil fungere som en tribune til koncerten.
– Aften chill-out på tømmerflåde (Kl. 19.00 – 22.00)
Kom forbi og nyd aftenen og solnedgangen i en afslappende lounge med musik, en hyggelig atmosfære og vandets beroligende bevægelser på den store tømmerflåde, der er fortøjet ved Teglholmens Sydkaj foran caféen YUM.
Søndag den 25. august
– Flydende morgenyoga (Kl. 10.00 – 12.00)
Det er vigtigt at få en god start på dagen. Med dette arrangement får I mulighed for at deltage i formiddagsyoga med en instruktør på en fortøjet tømmerflåde i bassinet ved Skolen i Sydhavnen. Yogatimen bliver udført med hjælp fra Dóttir Hot Yoga.
– Vandkampmaraton på tømmerflåder (Kl. 11.00 – 16.00)
Find din indre vandkriger frem og kom ned til Teglholm hvor årets vildeste vandkamp udspiller sig. Her bliver fire tømmerflåder spændt ud for hinanden, hvor deltagerne skal fylde modstanderens spand for at vinde. Med vandgeværer og havnens vand som ammunition er du garanteret en sjov oplevelse.
Så tag familien under armen og kom ud og oplev Kulturhavn Festival 2019, hvor der er aktiviteter for både børn og voksne i alle aldre. Alle aktiviteterne er gratis at deltage i.
Vi glæder os til at se jer.
Vil du følge med i hvad der sker i Københavns Havn? Så skriv dig op her på Det Gode Havneliv, hvor du bliver opdateret med nyheder, praktisk information og inspiration til, hvordan du kan få mest muligt ud af dit naboskab med havnen.