Guide til skoler og institutioner nær Engholmene

Når børnefamilien kigger på ny bolig, er udbuddet af skoler og institutioner noget, der står højt på listen. Engholmene er populær for familier med børn, fordi det er et område, hvor der i disse år skyder mange nye institutioner og skoler op. I denne guide highlighter vi nogle af de skoler og institutioner, der nyligt er blevet bygget eller er undervejs.

Lyngholm har sin egen integrerede institution
I september 2020 flyttede den integrerede institution Lyngholmen ind i deres lokaler på Engholmene, Lyngholm. Allerede nu er institutionen aktiv, og børn og voksne har installeret sig i de nye lokaler med tilhørende legeplads, ude i Lyngholms gårdrum. Lyngholmen er et integreret dagtilbud med to vuggestuegrupper og tre børnehavegrupper. Ventelisten er åben, og man kan henvende sig til pladsanvisningen for at høre mere eller få skrevet sit barn på venteliste. Læs mere om institutionen på Lyngholm her: http://lyngholmen.kbhbarn.kk.dk/FrontEnd.aspx?id=21136109

Nokken er en integreret institution tæt på vand og natur
Lige på den anden side af vandet ligger den integrerede institution Nokken. Den stod færdig i 2014 og har nogle dejlige nye lokaler, der ligger lige ud til vandet med udsigt over mod Engholmene. Institutionen ligger lige på kanten af det dejlige grønne område Nokken, som er en del af Amager Naturpark, der strækker sig hele vejen ud til Kongelunden. Her har børnene en dagligdag tæt på både vand og natur, og der er masser af plads og frisk luft.

Skildpadder til de mindste og med bus ud i det grønne
Børnehuset Sluseholmen/Rymarksvej er en integreret institution med både børnehave og vuggestue. Vuggestuen har adresse på Dexter Gordons Vej i Sluseholmen. Den huser udover børn og voksne også skildpadderne Morten & Mona. Børnehavebørnene mødes på samme adresse og kører herfra ud til institutionens store hus og legeplads på Rymarksvej, der ligger tæt ved Mindelunden i Hellerup. Her er der masser af plads til, at børnene kan lege både inde og ude. Børnehaven har desuden fokus på idræt og bevægelse og er i gang med en idrætscertificering.

Første parket til vandet
Til foråret flytter endnu en nyåbnet institution ind i området ved Engholmene. Institutionen Vandkanten åbnede i september 2018, og holder til i midlertidige lokaler på Værkstedsvej i Valby. På sigt bliver Vandkanten et integreret dagtilbud med tre vuggestuegrupper og tre børnehavegrupper. Efter planen flytter den ind på Enghave Brygge forår 2021. Her vil både børn og voksne kunne tage de dejlige faciliteter i brug. Institutionen kommer, som navnet antyder, til at lægge helt tæt på vandet og med udsigt til Københavns Kanal.

Skriv dit barn op til institution
Der ligger mange flere dejlige institutioner i området omkring Engholmene, så der er masser af muligheder for at finde en, der passer til netop jer og jeres barn. På Københavns Kommunes hjemmesider kan du både få et overblik over udvalget af institutioner, samt se hvordan du skriver dit barn op til vuggestue eller dagpleje. https://www.kk.dk/artikel/venteliste-til-vuggestue-og-dagpleje eller børnehave https://www.kk.dk/indhold/skriv-op-til-boernehave.

Få minutter fra Engholmene ligger en skole, hædret med international arkitekturpris
Skolen i Sydhavnen hører til Engholmenes distrikt og ligger blot få minutter derfra. Den er placeret på Teglholmen med udsigt over vandet. Skolen i Sydhavnen er en nybygget skole med mange lækre faciliteter. Den blev indviet i 2015 og slog dengang dørene op for 300 elever og 45 ansatte. For at kunne følge med efterspørgslen, vokser skolen stadig, og der er en udvidelse af lokaler på vej. I 2016 vandt skolen med det maritime tema en stor international arkitekturpris. Den er tegnet af JJW Arkitekter og har form som et skib, der stikker ud mod vandet, med små udendørs dæk på alle etager, hvor der er etableret legearealer for skolens børn. Du kan læse mere om Skolen på Sydhavnen her: https://business-center.dk/2020/01/14/en-af-kommunens-mest-eftertragtede-skoler-ligger-lige-rundt-om-hjornet/

Ny skole med grøn profil står klar i 2024
Den nye skole på Enghave Brygge kommer til at hedde Sluseholmens Skole, og det bliver en skole med en grøn profil, der får en smuk og attraktiv beliggenhed ud til vandet og en grøn bypark på taget. Skolen er allerede startet op i nogle midlertidige lokaler, som ligger ved Skolen i Sydhavnen. Når skoleåret starter efter sommerferien, flytter elever og lærere tættere på deres endelige placering og kommer til at bo i nogle midlertidige pavilloner på Enghave Brygge, indtil den nye skole står klar i 2024.
Du kan læse mere om Sluseholmen Skole her: https://engholmene.dk/nye-skoler-og-attraktive-idraetsfaciliteter-skaber-liv-i-omraadet-omkring-engholmene/

Madskole og idrætshal i Kødbyen
I Kødbyen, ikke langt fra Engholmene, er endnu en skole undervejs. Den kommende nye skole skal bygges på hjørnet af Skelbækgade og Ingerslevsgade, blot en kilometer fra Engholmene. Skolen får både et nybygget idrætsanlæg og tilknyttet en såkaldt madskole. Her vil der blive lavet mad til eleverne, og køkkenet kan indgå i den praktiske undervisning på skolen, hvor børnene lærer om fødevarer, madspild og sunde madvaner.
Du kan læse mere om den kommende skole i Kødbyen her: https://engholmene.dk/nye-skoler-og-attraktive-idraetsfaciliteter-skaber-liv-i-omraadet-omkring-engholmene/

Skriv dine børn op til skole
Her kan du læse mere om skoledistrikter i København, og hvordan du skriver dit barn op til skole: https://www.kk.dk/skole

Alle rettigheder til billeder, tekster og video tilhører NPV A/S - og må ikke anvendes uden forudgående tilladelse fra NPV A/S. Copyright © NPV A/S 2011 - 2019