Guide: Sådan kommer du i gang med at ro kajak

Sommeren er over os. Det betyder, at et stigende antal engholmere har sat deres kajakker i vandet. Drømmer du også om at padle gennem Københavns Havn, er der godt nyt. I forlængelse af Kajak-dagen på Engholmene i maj, guider kajakekspert Kent Nielsen til, hvordan du kommer i gang med at ro kajak.

Hvis man har for vane at spadsere langs kajen ved Københavns Havn, vil man have bemærket, at kajakkerne fylder mere og mere i bybilledet. Der er flere, som har fået øjnene op for, at man med en kajak kan kombinere en særdeles effektiv form for motion med frisk luft og smuk natur. Kent Nielsen har roet kajak i 25 år, og er indehaver af ”Kajak-Import”, som er en af nordens største kajakforhandlere. Han guider dig til, hvordan du kommer i gang med at ro kajak.

Det skal du være opmærksom på, når du skal købe din første kajak
Minimumspakken når du skal starte med at ro kajak, består af tre ting: Kajak, pagaj og redningsvest. Herefter er du klar til padle ud på eventyr. Dog er der et par forholdsregler, du som førstegangskøber bør tage højde for:

1. Kajakken skal have en længde på ca. 5 meter for at være retningsstabil, og den skal have en bredde på mellem 56 og 59 centimer for at være så stabil, at den også kan bruges af begyndere.

2. Det kan heller ikke anbefales at købe en kajak med en bredde på over 60 centimeter, da det gør kajakken tung at trække gennem vandet. Det vil medføre, at du bliver træt i armene, inden du kommer rigtig i gang, og hvis du skal ro med andre, vil du få problemer med at følge trop.

3. Vælg en kajak med et stort cockpit der gør ind- og udstigning nem, og giver plads til benene. Gerne en indvendig længde på 75 til 80 centimeter.

4. Kajakken skal have finne eller ror, da det giver stabilitet, og gør kajakken nemmere at styre i strøm og vind. En kajak med ror giver den bedste oplevelse for de fleste begyndere, da man kan styre kajakken med fødderne, så du kan holde samme rytme hele tiden med pagajen, og ikke skal korrigere med pagajen, når kajakken ikke holder retning.

Frygten for at vælte er unødvendig
Et af de mest gængse forbehold som nybegyndere har, inden de skal starte med at ro kajak, er frygten for at vælte. Men her maner den rutinerede Kent Nielsen til besindighed. For konstruktionen af kajakken sammenholdt med det faktum at du har redningsvest på, gør det ganske ufarligt at vælte i sin kajak.

”Folk frygter, at de vælter rundt, og står på hovedet. Men det skal man altså yde en indsats for at gøre. I stedet vil man typisk vælte ud af siden på kajakken, hvorefter redningsvesten griber dig”, fortæller Kent Nielsen, der opfordrer nybegyndere til at ro kystnært, og eventuelt tage et grundkursus inden de første gang sætter sig i kajakken.

Alle rettigheder til billeder, tekster og video tilhører NPV A/S - og må ikke anvendes uden forudgående tilladelse fra NPV A/S. Copyright © NPV A/S 2011 - 2019