Da julelyset brød vintermørket på Engholmene
På novembers sidste aften samledes Engholmenes beboere på altaner og i behørig afstand på Sivholms grønne plæne, hvor et smukt juletræ blev tændt, mens sangerinde Svafa Þórhallsdóttir sang julen ind.
Mørket har sænket sig over novembers sidste dag, men fra Engholmenes mange altaner skinner tusindvis af små lyspærer varmt i vinterkulden. Et syn, der i sig selv er både betagende og sætter julestemningen på max. Det er dog et andet og særdeles julevenligt arrangement, der har fået kanalbyens beboere til at samles i behørig og coronavenlig afstand. Nogle på den grønne plæne midt på Sivholm og mange på altanerne rundt om. Hovedrollen i denne aftens forestilling står i et hjørne af det grønne areal og er et cirka syv meter højt juletræ.
Klokken nærmer sig 17.30. Tidspunktet alle venter på. Tidspunktet hvor juletræet tændes, og julen synges ind af den talentfulde islandske sangerinde Svafa Þórhallsdóttir, som har taget jazzpianist Mads Granum med sig. Så kommer trykket på kontakten, og det smukke træ stråler op i Sivholms vintermørke.
Nu stråler tusind julelys på Engholmenes juletræ
Snart akkompagneres stemningen af Svafa Þórhallsdóttir smukke stemme, der meget passende sætter i med julesalmen ’Nu tændes tusind julelys’. Alle er velkomne til at synge med, men de fleste lytter i stemningsfuld stilhed.
”Hvor er det utrolig smukt,” udbryder en kvinde stille. Om hun mener træet, sangen eller begge dele, bliver ikke uddybet. Men hun har ganske ret, november får en helt utrolig smuk afslutning på Engholmene, hvor juletræet nu vil lyse op og skabe julestemning i hele december.