Chefredaktør guider til staycation i pinseferien

Hvis du mangler inspiration til, hvad du skal foretage dig i pinseferien så frygt ej. Caroline Meldgaard, chefredaktør på ”Børn i byen”, guider dig her til en række aktiviteter, som kan give din staycation lidt ekstra krydderi.

Staycation er det nye sort, og dækker over et verdensomspændende fænomen, som handler om at holde ferie på sin egen hjemmebane. Det er en tendens, som er opstået i takt med et stigende stressniveau i hverdagen, hvor familierne glemmer at nyde hinanden og deres hjem. Og selvom det kan være fristende at tage en forlænget weekend til Rom og spise pizza og drikke rødvin, kan det være en god idé at blive hjemme og koble af. Caroline Meldgaard er chefredaktør på ”Børn i byen”, der er Danmarks største guide til børnefamilier, og hun benytter sig selv af staycation, som hun er varm fortaler for.

”Jeg bruger selv staycation, når jeg holder ferie. At rejse kan i sig selv være stressende og hektisk, og i virkeligheden har de fleste brug for at koble helt af, trække vejret langsommere og sove lidt længere”, siger Caroline Meldgaard.

Kom ud under åben himmel
Der er få storbyer i verden, hvor man så tæt på centrum finder naturoplevelser, der både rummer blomster og fugleliv, men København er en af dem. Foråret er over os, og det betyder højere temperaturer og flere solskinstimer, hvilket gør det oplagt at komme udenfor – og man behøver ikke tage til Jylland for at få frodig og blomstrende natur. Så hvis du er blevet træt af den samme gåtur langs havnen, eller bare gerne vil prøve noget nyt, kommer her en række forslag fra Caroline Meldgaard til, hvad du kan bruge din pinseferie på.

1. Lange gåture
Kongelunden, Amagerfælled og Naturcenter Amager er oplagte muligheder til en rask gåtur, ligesom en tur til Amager Strand, hvor du kan blive blæst godt igennem. Til de mere eventyrlystne som vil udforske et sted, som de måske aldrig har været, er området ude for enden af Christiania en mulighed.

2. Oplev de nye pandaer i Zoo
Så er de her! De længe ventede pandaer er  ankommet, og hvilken bedre anledning end pinseferien til at se København Zoos nye kinesiske guldklumper. I vil utvivlsomt ikke være de eneste, som får dén idé, men hvis der skulle være kø til at se Xing Er og Mao Suni, kan i slå tiden ihjel ved at nyde en panda-is hos det tilstødende ishus.

3. Tag på Bakken og få hele pakken
En tur på Dyrehavsbakken plejer at være en fast forårstradition for Caroline Meldgaard og hendes familie. Her får man stillet alle lyster, som starter med en gåtur i dyrehaven, hvor man kan nyde den frodige natur og det rige dyreliv. Herefter en tur i rutsjebanen inden dagen bliver afsluttet med en frokost på en af Bakkens mange gode spisesteder.

4. Børnevenlig frokost på Restaurant Toldboden
På Restaurant Toldboden spiser man godt, og der er tilmed plads til, at man kan trille barnevognen med ind. Alt imens man nyder et lækkert stykke smørrebrød, kan man følge med i bådtrafikken i kanalen, som særligt er et hit hos de yngste.

Alternativt kan i downloade Børn i byen App´en, som er et must for alle børnefamilier i København.

Alle rettigheder til billeder, tekster og video tilhører NPV A/S - og må ikke anvendes uden forudgående tilladelse fra NPV A/S. Copyright © NPV A/S 2011 - 2019