Bloggeren Sydhavnsmor: Sydhavnen har det hele

Som beboer på Engholmene bor man lige op ad Vesterbro og City. Men med beliggenheden på Enghave Brygge får man også Olsen Banden-stemning, grønne områder og et hav af fritidstilbud. Bloggeren Sydhavnsmor med det borgerlige navn May Silja Andersen Holm giver tips og tricks til familielivet i Enghave Brygges lokalområde.

Engholmene er fantastiske boliger, der skyder op i et nyskabende område, som er beliggende med kort afstand til Vesterbro og City. Men med sin placering på Enghave Brygge bliver Københavns nye kanalby også en del af det mangfoldige Sydhavnen. En bydel med vand, frisk luft og grønne områder.

Som nytilflyttet engholmer kan det dog være lidt svært at gennemskue de skjulte skatte i lokalområdet. May Silja Andersen Holm er fuldtidsblogger på Sydhavnsmor.dk, hvor hun skriver om livet og alle de spændende ting, hun foretager sig sammen med sin familie.

”Som beboer i Sydhavnen har man vandet og grønne områder lige ved hånden. Ligesom man har kort afstand til Indre By. Men det bedste er, at både den gamle del af Sydhavnen ved Mozarts Plads og den nye del ved Enghave Brygge har et fantastisk børnemiljø, hvor børnene leger på kryds og tværs,” siger May Silja Andersen Holm. Særligt fremhæver hun de børnevenlige arrangementer i Frederiksholm Kirke, havnebadet, naturlegepladsen, Valby Kulturhus og Bavnehøj Friluftsbad, der fungerer som en gratis, udendørs svømmehal.

Lykkefølelse i bådklubben Valby
Som beboer på Engholmene bor man med udsigt og fri adgang til kanalerne og Københavns Havn, og netop at bo i nærheden af vandet har for May Silja Andersen Holm og hendes familie haft en speciel betydning, hvor området omkring Bådklubben Valby ved Sluseholmen har fungeret som epicenter.

”Jeg har så mange gode oplevelser fra det område, og det giver mig en generel lykkefølelse. At gå ture ved bådhusene, møde nye mennesker fra forskellige steder og den originale stemning af det gamle og det nye Sydhavn gør det megafedt.”

Sydhavnsmentaliteten
Foruden et bredt udvalg af spisesteder og en uendelig liste af inden- og udendørsaktiviteter manifesterer bydelen sig ved den mangfoldige og diversitetsprægede Sydhavnsmentalitet. I Sydhavnen er der plads til alle, og essensen af mentaliteten i Sydhavnen er, at der bliver bygget bro mellem det gamle arbejderkvarter og de nye havnebyggerier.

”Der er en fantastisk mentalitet herude, hvor folk hjælper hinanden. Der er den her skønne Olsen Banden-stemning. Særligt nede ved bådmiljøet omkring Café Syd i den gamle bydel. Det er nærmest som at komme til en helt anden verden, hvor folk bare er helt afslappede,” siger May Silja Andersen Holm, der knytter ord som sammenhold, tryghed og natur til Sydhavnen.

Alle rettigheder til billeder, tekster og video tilhører NPV A/S - og må ikke anvendes uden forudgående tilladelse fra NPV A/S. Copyright © NPV A/S 2011 - 2019