Engholmene symboliserer Københavns Havns udvikling

I dag er Sydhavnen en trendy bydel tæt på både indre by og skøn natur. Men før der kom moderne boliger og erhverv langs inderhavnen, har Engholmene og resten af Sydhavnen gennemgået en gribende udvikling. En udvikling, som startede på Københavns Rådhus for over 30 år siden.

Engholmene og Engholmene Business Center er det sidste skud på stammen i udviklingen af Københavns havn i den centrale del af København. Tæt på både by og vand er Sydhavnen nu et enormt attraktivt og eksklusivt område, som indeholder boliger kombineret med byliv beliggende i skønne omgivelser. Men sådan har det ikke altid været.

Tag med på en rejse tilbage i tiden, hvor vi sammen med forhenværende planchef i Københavns Kommune, Ingvar Sejr Hansen, gennemgår højdepunkterne i udviklingen af det, som vi i dag kender som Engholmene.

 1980´erne. København var i krise. Industrier lukkede, bydele forfaldt og kilometervis af havnekaj lå tilbage som forladte fortidslevn som følge af dalende skibstrafik og udflytning af havnens virksomheder, hvilket havde efterladt de store områder næsten øde.

”De visioner, vi ser resultaterne af i dag, opstod i 1980´erne på et tidspunkt, da hovedstaden var i en nedtursspiral med faldende indtægter, manglende investeringer og store sociale problemer,” fortæller Ingvar Sejr Hansen, forhenværende planchef i Københavns Kommune med ansvar for Engholmene, Teglholmen og Sluseholmen.

For eksempel skulle Olsen Banden-castet ikke længere end til Sydhavnen for at finde et øde, faldefærdigt vilde vesten, hvor Ove Verner Hansen uforstyrret kunne sænke Egon Olsen i plumret havnevand. En stor kontrast til det moderne og nyskabende Engholmene og Engholmene Business Center som i dag udvikles på selv samme arealer.

Udviklingen skulle vendes

”Det handlede om at redde byen, og faktisk hele landet, hvis vi ville have en hovedstad, vi kunne være stolte af. Der var ingen tvivl om, at der skulle ske noget drastisk for at vende udviklingen,” siger Ingvar Sejr Hansen.

København anno 1980 var i forfald. Mange bydele var præget af sociale problemer. Visionerne og rammerne blev lagt og formuleret af fremsynede politikere, mens kreative byudviklere sørgede for at virkeliggøre de store tanker. Heldigvis gav et internationalt økonomisk opsving nogle år senere forbedrede muligheder for også at finansiere drømmene.

”Metroens første fase var en del af de store tanker, ligesom Ørestaden og Fisketorvet. Udviklingen af Engholmene, Teglholmen og Sluseholmen var også alle elementer i planen om at gøre København til en attraktiv, dynamisk og fremgangsrig by,” fortæller Ingvar Sejr Hansen.

Grundtanken var indlysende. Det gjaldt om at udnytte vandet og havneområderne, der var Københavns absolutte særkende, og hvis potentialet ikke ret mange andre storbyer havde i samme målestok. Byen skulle være et sted, man ville flytte til, ikke fra.

”Vi var oppe imod nye villakvarterer, som skød op i den københavnske periferi i en radius på helt op til 40-50 kilometer. Vi skulle tilbyde et alternativ. Da det ikke kunne blive boliger med have, blev det boliger med havn. Harbour House i stedet for Garden House, som vores vision på et tidspunkt blev benævnt,” forklarer den forhenværende planchef.

Københavns fornyelse

Omkring årtusindeskiftet blev opera- og skuespilhusplanerne vedtaget. I løbet af 00´erne blev store hensygnende områder som Nordhavn og Sydhavn endegyldigt ført ind i fremtiden.

Samlet kommer virkeliggørelsen af Købehavns fornyelse til at strække sig over 30-35 år. I takt med udviklingen af byens metronet og de nyopførte boligøer har man gjort sig værdifulde erfaringer. Det har betydet forbedringer fra start af, som andre udviklingsområder manglede.

”Vi lærer af de tidligere erfaringer. Da Sluseholmen blev bygget, havde vi ikke sørget for at trække den offentlige transport ind. Det har vi rådet bod på med Engholmene, som jo får to metrostationer og forbedrede vej- og cykelstisystemer,” fortæller Ingvar Sejr Hansen og uddyber.

 ”Udfordringen er selvfølgelig at give området patina og karakter, så det bliver hyggeligt og personligt. Caféer, foreninger, arbejderpladser, byliv og mødesteder kommer med tiden og tager tid,” siger Ingvar Sejr Hansen.

Samlet forventer Københavns Kommune, at der frem mod 2025 flytter 15.000-20.000 indbyggere ind i de i alt 7.000-8.000 nye lejligheder i de nye boligområder. På Engholmene skrider udviklingen fremad med hastige skridt – tre af boligøerne, henholdsvis Kærholm, Myrholm og Lyngholm, er allerede beboet. Engholmene Business Center som bliver områdets erhvervsmæssige epicenter, består af 35.000 kvadratmeter kontorlandskab, som er skræddersyet til både store og mindre virksomheder.

Alle rettigheder til billeder, tekster og video tilhører NPV A/S - og må ikke anvendes uden forudgående tilladelse fra NPV A/S. Copyright © NPV A/S 2011 - 2019