Bo tæt på én af verdens største storbyparker
Ikke langt fra Engholmene ligger en af verdens største storbyparker. Med sine ca. 3.500 hektar er Naturpark Amager tre en halv gang så stor som Dyrehaven, og ti gange så stor som Central Park i New York. Fra Engholmene er der udsigt til store dele af parken, og en kort cykeltur bringer dig hurtigt hen til skønne naturoplevelser året rundt.
Den østligste indgang til Naturpark Amager ligger ikke meget mere end ca. en kilometer fra Engholmene. Når du er kørt over cykelbroen, fortsætter du bare lige ud og kobles så direkte på cykelstien på Amager Fælled. Herfra kan du via det vidtforgrenede stisystem cykle hele vejen ud til Kongelundsfortet og Dragør. Det er en heldagstur, men det kan også varmt anbefales at tage mindre ture rundt på fælleden og gå på opdagelse i den ufriserede natur, som kendetegner området. Naturpark Amager byder på et hav af oplevelser i naturen, og fra Engholmene er der nem adgang til mange skønne aktiviteter hele året rundt – både i hverdagen, weekender og ferier.
Her er et udvalg af idéer til skønne naturoplevelser tæt på Engholmene:
Afmærkede vandre- og cykelruter
Naturparken har et vidt forgrenet stisystem, som du bliver koblet på, blot et par kilometer fra Engholmene. Det består både af grus- og asfalterede stier, samt et stort antal små naturstier. Kløversti er en samling af afmærkede ruter på 2,5-12 km, der alle starter ved naturcenteret og er tilrettelagt, så de kommer rundt i den alsidige natur. Se kort over ruter og stisystem: https://naturparkamager.dk/oplevelser/afmaerkede-ruter/
Besøg naturcenteret
Naturcenter Amager tilbyder masser af oplevelser og inspiration til, hvordan du kan bruge naturen. På området omkring naturcenteret finder du både bålpladser til fri afbenyttelse, naturlegeplads, udstillinger og en lille café og butik. Du kan cykle herud, tage bilen og parkere uden for parken eller benytte Metroen, der kører til Vestamager Station. Herfra er der blot en lille gåtur hen til naturcenteret.
Overnatning i det fri
Hop på cyklen og kort tid efter er du i den vilde natur. Her kan du fylde din eftermiddag med ro og masser frisk luft – og du behøver ikke at vende snuden hjem, når solen går ned. Rundt om i parken er der både teltpladser og shelters med dertilhørende bålplads. Her kan du slå lejr og sove under stjernerne. Husk at booke tid forinden. https://udinaturen.dk
Spot en sjælden fugl
Naturpark Amager er et populært sted for fuglekiggere og ornitologer. Her er der rig mulighed for at se fugle på træk eller spotte sjældne arter. Flere steder er der placeret fugletårne, så du kan komme op i højden med din kikkert.
Fang en havørred eller se på haletudser
Flere steder i naturparken er det muligt at fiske. Du kan både fiske med stang efter havørred, torsk og hornfisk langs kysten, men mindre kan også gøre det. For de små kan det være en stor oplevelse at gå jagt med fiskenet i de mange små vandhuller og kanaler, der løber gennem naturparken.
Fondsmidler skal give endnu flere naturoplevelser
Indgangen, til Naturpark Amager ved Amager Fælled, ligger ikke meget mere end ca. en kilometer fra Engholmene. Herfra breder naturparken sig hele vejen ud til Amagers sydkyst og byder på masser af vild natur. Det var tilbage i 2013, man besluttede at samle Amager Fælled, Kalvebod Fælled, Kongelunden og Dragør Sydstrand til det, der i dag hedder Naturpark Amager. Dermed fik området status som en bynær naturpark med en størrelse, der placerer den i verdensklasse. I januar 2015 blev Naturpark Amager endvidere optaget i Danske Naturparker, som er en mærkningsordning for større sammenhængende områder, der har som formål at beskytte naturen i Danmark og samtidig gøre den mere tilgængelig for flere mennesker. Naturpark Amager, som man har udsigt til fra Engholmene, er allerede et yndet sted for mange Københavnere. Med fondsmidler fra både Nordea-fonden, Friluftsrådet og senest i 2020 fra Lokale og Anlægsfonden arbejdes der på at gøre området endnu mere tilgængeligt, og samtidig beskytte den særlige natur og det rige dyre- og planteliv. Det har blandt andet betydet projekter, der omfatter nye hovedindgange og samlingssteder for naturoplevelser.
Her kan du læse endnu mere om naturparken: https://naturparkamager.dk