Druknehuset genopføres på sydspidsen af Engholmene

Det lille hvide hus med sine ikoniske gavltakker, der oprindeligt stod på den nordøstlige spids af Enghave Brygge, bliver genopført og renoveret til gavn og glæde for beboere og besøgende på Engholmene. Det er imidlertid en noget mere dyster rolle, som Druknehuset oprindeligt havde i det gamle København.

 

For et par hundrede år siden var et druknehus opbevaringssted for lig, som man trak op af havnen. Her lå de druknede og ventede på at blive identificeret af pårørende.I København var der i den tid mange fattige og dagligt fiskede man lig op af vandet, fordi folk enten i fuldskab eller drevet af ulykkelig armod var endt i havnen. Hvorvidt det lille hvide hus rent faktisk har fungeret som druknehus er usikkert, men det er ikke desto mindre det navn, de fleste kender det for. Derimod er det sikkert, at det i sin seneste udformning har haft en rolle i den københavnske vandforsyning. Den lille hvide bygning med de ikoniske gavltakker blev opført i 1923, og på tegningen fra stadsarkitekten står der ’Overbygning over vandforsyningens tunnelbrønd i Kalvebod Tværgade’. Helt frem til udbygningen af Nobelholmen fungerede huset som pumpestation for vandforsyningen til Amager, og der løb en undersøisk kanal mellem pumpestationen og Islands Brygge. I forbindelsen med udbygningen af Tangholm og Nobelholmen er den blevet omlagt.

Druknehuset får en prominent placering på Engholmene
I 2019 blev bygningen midlertidigt nedtaget i forbindelse med etableringen af Engholmene. Druknehuset skal genopføres, men for at bevare en placering tæt ved vandet, har man søgt kommunen om at genopføre huset på den sydøstlige spids af Lyngholm. Druknehuset kommer til at lægge på spidsen ved indsejlingen til Enghave Brygges centrale lystbådehavn. Her vil det igen få en synlig og fremtrædende placering ved Københavns kanal og stå som et vartegn, når man ser ind mod Engholmene fra vandsiden. Druknehuset bliver en del af promenaden, og rundt om bygningen bliver der anlagt en lille plads, hvor man kan tage et hvil og nyde udsigten ud over vandet og Amager Naturpark på den modsatte side. Det, at man har fået mulighed for at omplacere Druknehuset, betyder, at det lille hus ikke forsvinder inde mellem det nye byggeri på Engholmene, men får lov til at komme i forgrunden og knejse ved vandet, som det har gjort siden opførelsen tilbage i 1923.

”Druknehuset på Enghave Brygge er en historisk bygning, og vi er utrolig glade for, at vi har fået mulighed for at give det en prominent placering på Lyngholm. Her kommer det til at stå som et vartegn ved havnekanalen og fortælle historier fra det gamle København. Samtidigt bliver det et fantastisk lille sted, der vil få et nyt liv til glæde for dem der bor på Engholmene,” fortæller Jens Schaumann, Administrerende direktør i NPV A/S, som er ejendomsudvikleren bag Engholmene og står for genopførslen af Druknehuset.

Engholmene får et ikonisk vartegn ved vandet
Da Druknehuset blev taget ned i 2019, gennemgik og registrerede man alle materialer, som siden da har været opbevaret på et lager. Druknehuset vil blive genopført i stil med det oprindelige, og man vil inddrage bevarede elementer og materialer, hvor det er teknisk muligt. Når huset står færdigt, vil man igen kunne se den hvidpudsede facade, gavltakkerne og de røde tegl, som kendetegner Druknehuset. Både i bygningens øst- og vestgavl, bliver den oprindelige tilbagetrækning i facaden tilføjet småsprossede gavlpartier, der både trækker lys ind i rummet og leder tankerne hen på bygningens højtidelige funktion i fortiden. Hvilke aktiviteter Druknehuset på Engholmene fremover skal lægge rum til, er endnu ikke endeligt besluttet. Der er forskellige forslag, såsom udstillingsrum, iskiosk eller café, men det er helt sikkert, at det bliver et sted som i fremtiden vil danne rammen om gode oplevelser på Engholmene for både Engholmerne og besøgende.

Alle rettigheder til billeder, tekster og video tilhører NPV A/S - og må ikke anvendes uden forudgående tilladelse fra NPV A/S. Copyright © NPV A/S 2011 - 2019