Lynhurtigt til resten af byen. Fra Enghave Brygge metrostation er Københavns vigtigste knudepunkter kun et par minutter væk. Med 3 minutter til Hovedbanegården og 23 minutter til lufthavnen kommer alting tættere på.

Foto: METRO – Peter Sørensen

Tekst: Jakob Rubin

METROEN KOMMER TIL ENGHOLMENE – BO MED OFFENTLIG TRANSPORT

i verdensklasse

OFFENTLIG TRANSPORT SKÆLDES SOM REGEL UD, MEN TO UNDTAGELSER GÅR ALTID FRI: METROEN OG HAVNEBUSSEN. METROEN SKAFFER OS FREM PÅ REKORDTID. HAVNEBUSSEN SENDER OS PÅ EN SØREJSE TIL ALMINDELIG BUSBILLETPRIS.

MYRHOLM LIGGER 200 METER FRA BEGGE DELE.

DA DRONNING MARGRETHE i oktober 2002 klippede snoren til Københavns metro, var det indledningen til et kærlighedsforhold for en million københavnere. Vi elsker metroen. Basta.

Det samme gør et ukendt antal turister og sandsynligvis en god del af resten af Danmark, der indimellem lægger vejen forbi hovedstaden. Med metroen glider man frem til sit endemål lynhurtigt, effektivt og faktisk ofte ganske hyggeligt. Sammen forlader man jordens overflade, suser af sted i nogle minutter som i en forlystelsestur i Tivoli og kan sende søde tanker til bilisterne deroppe i deres osende biler i byens overfyldte gader.

Ikke alle husker tiden før metroen, da offentlig transport nogle gange betød ventetid i trafikprop og overfyldte busser med prustende passagerer i regnvådt tøj. Også dengang var det svært at finde parkeringsplads til sin bil. I dag er det jo som bekendt umuligt. Og dyrt.

Derfor var vi mange, der jublede, da politikerne endelig besluttede sig for at udvide den københavnske metro med de helt indlysende tilslutninger til Østerbro, Kgs. Nytorv, Hovedbanegården, Frederiksberg, Vesterbro og Nørrebro. Cityringen åbner med i alt 17 nye stationer om kun 3 år.

Samme år indvies Nordhavn-linjen med to stationer, og et par år senere, i 2023, kommer så de fem stationer til Engholmene og Sydhavn. Så er byen forbundet på et helt nyt niveau. For Engholmene betyder det offentlig transport i verdensklasse. Fordelene er ikke kun den forøgede værdi af ens bolig, som boligejerne især oplevede på Amager efter metroens åbning. Den øgede mobilitet betyder også en væsentligt forbedret kvalitet i dagligdagen.

TRE METROSTATIONER

På Engholmene får vi tre metrostationer at vælge mellem, de to af dem i en afstand af kun ca. 230 og 400 meter fra Engholmene. Så kort er der til Fisketorvet Station og Enghave Brygge Station. Lidt længere væk bygges stationerne Sluseholmen og Mozarts Plads. Endestationen mod vest er Ny Ellebjerg med tilslutning til S-tog.

Københavnerne kan ikke få nok af at forlade jordens overflade for at komme frem. Antallet af metropassagerer vokser stabilt år for år, og i 2015 registrerede metroen over 57 mio. påstigninger. Heraf står de tre travleste stationer, Nørreport, Kgs. Nytorv og Christianshavn, for næsten halvdelen.

HAVNEBUSSEN

Men også havets overflade trækker. København har en enestående offentlig transportmulighed, nemlig havnebussen, som med linjerne 991, 992 og 993 sejler på kryds og tværs i hele havnens længde. Særligt benyttet er overfarten til Operaen fra Nyhavn med linje 993, hvor det for mange af operaens gæster er en del af oplevelsen at krydse havnen i den – i øvrigt gratis – opera-havnefærge.

Wonderful Copenhagen og Visit Copenhagen har opdaget havnebussens tiltrækningskraft og anbefaler turister fra hele verden at tage den lange tur langs hele havnen. Ikke kun på grund af prisen på 24 kr. for en normalbillet, eller ca. det halve, hvis man har rejsekort.

Som Visit Copenhagen skriver på håndrullet engelsk på sin hjemmeside:

For just the price of a normal bus ticket, you can get from the Royal Library (Black Diamond) in one end of the harbour to The Little Mermaid in the other end, passing the idyllic district Christianshavn, Nyhavn and the Royal Opera House on its way to Nordre Toldbod.

Vi andre kan stå på året rundt og blive ved at sejle rundt. Det kan anbefales. Især i regnvejr. Havnebussen zigzagger fra Teglholmen i den ene ende til Refshaleøen i den anden. Nærmeste havnebus-kaj fra Engholmene er Fisketorvet knap 300 meter væk.

Intet som en sørejse, hvor man må have cykel med om bord. Hvilken by kan slå det?

“DET KAN IKKE OVERVURDERES, HVOR STOR BETYDNING METROEN FÅR FOR DE NYE KANALØER. DET ER EN LUKSUS AT KUNNE FORLADE SIN FREDFYLDTE LEJLIGHED MED UDSIGT OVER VANDET OG PÅ FÅ MINUTTER VÆRE 15-20 FORSKELLIGE STEDER I HOVEDSTADEN”

ALEXANDER MOTTLAU, salg- og marketingchef i NPV

Skal du en tur i Operaen eller et smut forbi Papirøen? Så hop om bord på havnebussen. Der er i alt tre havnebusruter. De hedder 991, 992 og 993 og sejler mellem Refshaleøen og Teglholmen samt Nyhavn og Operaen med flere stop undervejs.