Oktober 2016
September 2016
Ofte stillede spørgsmål
Bliver der mindre vand at sejle på i havnen, når de nye øer bliver anlagt?
Havneløbet bliver smallere mellem Islands Brygge og Enghave Brygge. Det er omkring 200 meter bredt i dag og bliver omkring 140-150 meter bredt med de nye øer.
Det område, der inddrages, er relativt lavvandet og har derfor mindre rekreativ værdi. Sejlløbet ligger langs Islands Brygge og berøres ikke.
I alt opfyldes 35.000 m2, til gengæld udgraves 30.000 m2 kanaler. Altså 5.000 m2 mindre vand. Sydhavnen dækker i alt 950.000 m2 vand. Vandarealet bliver reduceret med en halv procent.
Der er altså primært tale om at bytte rundt på vandet.
Byggeriets motorbåd hvirvler en masse op, når den sejler rundt. Er det forurening?
Det er en kraftig slæbebåd, som skal flytte rundt med platformen til spunsmaskinen. Derfor har den en stor maskinkraft, og skruen hvirvler derfor en masse luftbobler rundt i vandet. Det er ikke forurening.
Enghave Brygge har i mange år været anvendt til industri, som har forurenet området. Kan denne forurening komme ud i vandet i havnen?
Faktisk er der tale om en miljøforbedring. Det tidligere industriområde har været brugt til lidt af hvert gennem tiderne, og al den gamle jord graves derfor af og køres væk til oprensning. Jorden bliver miljøbehandlet og derefter deponeret på et godkendt miljødepot.
Den nye kanalø bygges i stedet op med 10.000 kubikmeter nyt, rent sand. Når byggeriet er opført, lægges der rent havejord ovenpå, og området beplantes med træer, græs og planter.
Er der grund til at advare mod at bade i havnen?
Byggeriet giver ikke anledning til forurening. De advarsler, der har været på sociale medier, er taget ud af det blå. Det helt blå. Det er et forsøg på at skabe uro, hvor der ingen anledning er til det.
Når der ikke er mudder i virkeligheden, synes nogen åbenbart, der er brug for mudder i debatten.
Er der risiko ved at bade i havnen?
Nej, byggeriet skaber ikke risiko for, at badevandet er dårligt.
Helt generelt følger bademesteren ved havnebadet med i badevandskvaliteten. Forurening af badevandet kan jo komme fra mange forskellige kilder. Badet bliver lukket, hvis badevandet ikke er OK. Voldsomt regnvejr med udledning af kloakvand har senest været årsag til lukning af havnebadet.
Hvad er ændret for at opnå godkendelsen?
VVM redegørelsen har taget næsten to år, hvor alle forhold er undersøgt og redegjort for. Det er blandt andet bestemt, at området skal miljøoprenses. Antal etager ved Tømmergraven er begrænset af hensyn til naboerne. Det er blandt de mange forbedringer, vi som bygherre skal foretage, og som ligger til grund for byggetilladelsen.
Kritikerne tager fejl, når det gælder projektets miljøprofil. Det er en stor misforståelse, hvis de tror, vi ikke ønsker at passe på miljøet. Miljøet er vigtigt for os og for køberne af boligerne. Det er netop det spændende miljø, som mange ønsker at blive en del af.
Hvor længe skal der spunses?
Entreprenøren gik i gang i slutningen af juni og forventes færdig med de 400 meter midt i august. Der må arbejdes kl. 7-19 mandag til fredag. Lørdag kl. 8-17. Det er ikke planen, at der skal arbejdes lørdage, kun hvis tiden bliver knap.
Kan Natur- og Miljøklagenævnet stoppe byggeriet?
I marts i år godkendte Københavns Kommune den VVM redegørelse, der ligger til grund for byggeriet, og i juni gav kommunen byggetilladelse. Den blev efterfølgende indklaget for Natur- og Miljøklagenævnet.
Det ligger i sagens natur, at et ankenævn kan ændre en afgørelse. Hvis det ikke var sådan, hvad skulle et ankenævn ellers gøre godt for? Ankenævnet skal reagere, hvis sagen er behandlet forkert, hvis der er begået fejl. I så fald kan et ankenævn sende sagen tilbage til fornyet behandling, så myndigheden kan rette op på fejlen og træffe sin afgørelse.
Der er imidlertid ikke kommet noget nyt frem i klagen, så forventningen er, at Natur- og Miljøklagenævnet ikke har noget at sige til kommunens godkendelse.
Kan spunsningen hvirvle forurening ud fra havnebunden?
Der er ingen ny risiko forbundet med at spunse ved Enghave Brygge.
Da Bryggebroen blev opført for nogle år siden, blev der spunset på tværs af hele havnebassinet. Ned i samme havnebund.
Der blev også spunset hele vejen rundt om Fisketorvet og senere Havneholmen, og der blev udgravet kanal mellem Havneholmen og Fisketorvet. Vi taler om kilometer af spuns, og det gav ikke anledning til miljøproblemer.
Vandet er grumset, er det forurening?
Entreprenøren har udlagt noget ral/småsten/grus på havnebunden for, at maskinerne kan arbejde. Udlægningen kan give noget udvaskning og gøre havnevandet grumset. Det vil sige fine, små sandpartikler, som vandet tager med sig. Der er tale om rene materialer.
Københavns Kommune har været på tilsyn 9. juli 2015 og konstateret, at det udelukkende er en visuel påvirkning af kortvarig karakter. Altså ingen forurening.
Vil arbejdet støje?
De lange metalprofiler vibreres forsigtigt ned i undergrunden. Metoden støjer mindre end at hamre spunsjernene ned i undergrunden. Maskinen støjer, det kan desværre ikke undgås. Støjen er 70 db målt ved byggepladsen, som er defineret som ” ved 70 db er det muligt at tale sammen normalt”. 70 db er det halve af støjen fra en god plæneklipper.
Det høres selvfølgelig mest tæt på. Mindre jo længere væk man kommer. Over vandet reduceres lyden desværre mindre end over land.
Vil byggeriet gå ud over havnens rekreative værdi?
Tværtimod. Havnen bliver langt mere rekreativ. Mange flere mennesker får adgang til de rekreative muligheder. Kajakroere kan ro trygt i kanalerne. Ude i havnen er der bølger og uro på vandet, som gør det vanskeligt at ro kajak. Der kommer flere små havne til joller og små både. Træbroer du kan bade fra. Pladser og byrum til hygge. Cafe miljø mm.
Vil støjen genere naboerne?
På Islands Brygge svarer lyden til den lyd, der er fra bilerne på Kalvebod Brygge.
Men 70 db fra spunsningen kan godt være irriterende, fordi den er mere eller mindre konstant. Modsat en larmende bil, der udsender 80 db, men som er væk efter et minut. Vibrationerne varer flere minutter ad gangen.