Chat with us, powered by LiveChat

Hver onsdag i Karens Minde Kulturhus kan du være med til at sænke madspild

Vores jord bliver mere og mere presset. Et af de tiltag, vi blandt andet kan gøre for at lette trykket, er at smide mindre mad ud. Karens Minde Kulturhus i Sydhavnen har gjort det nemt for dig. Hver onsdag kommer Foodsharing Copenhagen nemlig forbi med en masse fin frugt og grønt – og det er ganske gratis.

Siden starten af 2018 har Karens Minde Kulturhus fået besøg af konceptet Foodsharing Copenhagen, der er den største frivillige organisation i Danmark, som arbejder på at mindske madspild. Ved hjælp af aftaler med diverse grønthandlere, supermarkeder og bagerier indsamler organisationen al den mad, som butikkerne ikke kan bruge, selvom maden er helt fint at spise.

Organisationen holder foodsharing-event hver eneste onsdag kl. 13.00 i Karens Minde Kulturhus i Sydhavnen. Man møder op i god tid, stiller sig i kø, tager det, man kunne tænke sig, og tager det med hjem. Al maden er gratis. Organisationen tager dog gerne tager imod donationer, som hjælper med at få det rent logistiske omkring eventet til at køre rundt.

Karens Minde Kulturhus bakker op om bæredygtighed

Gunilla Herminge, der er leder af Karens Minde Kulturhus, blev kontaktet af Områdefornyelse Sydhavnen, da Foodsharing tilbage i 2017 ikke længere kunne være i SydhavnsGades lokaler. Da hun hørte om konceptet, var hun ikke i tvivl om, at Karens Minde Kulturhus ville lægge rammer til det ugentlige event.

”Det er en god sag og et vigtigt event. Der er jo ingen tvivl om, at der findes masser af mennesker, der godt kunne bruge noget gratis mad, og samtidig er det en mere bæredygtig og grøn håndtering af vores mad – og det er selvfølgelig noget, vi gerne vil støtte op om her i Karens Minde Kulturhus,” forklarer hun.

Samtidig mærker kulturhuset, at det gratis mad-event er med til at trække mange forskellige sydhavnere til.

”Hver onsdag kommer der jo op til 200 mennesker til Foodsharing – og de er alle sammen vidt forskellige mennesker. På den måde viser arrangementet virkelig Sydhavns alsidige beboersammensætning og tiltrækker samtidig folk, som måske ikke plejer at komme her i Karens Minde Kulturhus,” siger Gunilla Herminge.