A.C. Perchs anbefaler: Her er efterårets og vinterens bedste varme drikke

En varm te kan redde en kold og kedelig efterårsdag. Men vanen har magt, og mange vil sikkert kunne genkende følelsen af altid at drikke den samme Earl Grey eller kamille te. A.C. Perchs giver her en række anbefalinger, så du kan finde din næste yndlingste.

Vandet koger, du tager din yndlingskop fra Royal Copenhagen frem, og så er du klar til at sidde med en varm kop te pakket ind i dit blødeste tæppe med udsigt over vandet fra din lejlighed i Engholmene. Det eneste, du mangler, er den helt rette te. Der er et hav af forskellige smage og aromaer at vælge i mellem, men det kan være svært at finde rundt i, hvad man skal kaste sig over.

I A.C. Perchs thehandel er de eksperter i te. De har 160 forskellige teer – men samlet set har de faktisk 220, fordi de er eksperter i at blande forskellige tesorter på kryds og tværs. Butikken har eksisteret i 183 år og har samme alder som deres ældste blanding – den helt simple: Morgente.

”Vi har en mappe, hvor vi har et lille kartotek af forskellige blandinger fra forskellige kunder. Det er sjovt for kunderne, fordi de kan komme ind og bede specifikt om deres oldemors personlige blanding,” fortæller Kim Westphal Hansen, der er sælger i A.C. Perchs og har arbejdet i thehandlen i 12 et halvt år.

Kim Westphal Hansen kender hver eneste te i butikken og er selv ivrig tedrikker. Ifølge ham er mantraet for tedrikning, at jo mere krydret teen er, jo senere på året skal den drikkes.

”Om sommeren passer det bedst med en lidt mere let og lys frugtte, som man måske også kan smide nogle isterninger i. En Hindbær Oolong er en rigtig god efterårste, hvor en Chai er bedre til vinterperioden,” fortæller han.

Men hvornår en te skal drikkes, og hvad der kendetegner en god kvalitetste, handler selvfølgelig også om personlig smag og behag.

”Der kan være nogle af vores teer, som nogle kunder ikke kan undvære, og så kan der være andre kunder, der ikke kan fordrage den selv samme te,” fortæller Kim Westphal Hansen.

Alligevel er der dog nogle teer, som ifølge Kim Westphal Hansen er særligt populære:

”Vores hvide tempelte med ti forskellige frugter og bær, den er meget populær. Den er både sød, frisk og blomstret på en gang, og det kan vores kunder rigtig godt lide. Vi har haft den i 7-8 år og på en dag, hvor vi har lidt travlt, kan der nemt ryge i hvert fald 10 kilo af den over disken,” siger Kim Westphal Hansen og fortsætter:

”I foråret er især First Flush Darjeeling populær. Det er en sort te, som er kendetegnet ved at være den første høst efter monsunregnen. Den har en masse vitaminer og mineraler og anses for at være teernes Champagne. Vi har First Flush Darjeeling fra april måned og frem til januar måned, og så er der ikke mere tilbage af den – overhovedet.”

Men i A.C. Perchs sælger de også mange gode teer, der passer perfekt til det kolde efterårs- og vintervejr, der nu har fundet vej til Danmark. Her giver Kim Westphal Hansen en lille liste med syv forskellige teer, der passer perfekt til den kolde tid:

  • ”Vi har det, der hedder en efterårsblanding, der består af 70 % sort kvæde blandet med 30 % procent luksus Chai. Det er en god krydret te til at sidde og hygge sig, som man får lidt varme af. Den er krydret og frisk og bliver aldrig bitter, fordi den er lavet på en sort te fra Qimen, som er en region i Anhui provinsen i Kina.”
  • ”Hvis man er til en te med lidt mere frugtsmag, så har vi en Hindbær Oolong, som er en te mellem grøn og sort te, der aldrig bliver bitter. Den indeholder hyldebær, ribs, solbær, jordbær og hindbær. Det er ikke en kraftig te, men den er meget læskende og frisk. Jeg bruger den nogle gange også som iste.”
  • ”En anden god te er en helt ren sort te, vi har, som hedder Benifuki. Det er en sort te fra Japan, som er meget fyldig i smagen. Den er god, hvis man vil have noget mere klassisk, der smager noget mere af te. Den har en fyldig sødme og er klart en af vores egne favoritter. Samtidig er det en ekstremt sjælden te, da 97 procent af produktionen af te i Japan består af grøn te. Denne te er altså en del af de tre procent af sort te, der bliver lavet.”
  • ”Man kan også vælge at gå med en meget fyldig te, som den sorte te fra Kenya, som man kan drikke med en masse mælk i – i det her tilfælde gælder det, at jo federe mælken er, jo bedre bliver teen. Lav den gerne med sød mælk eller endnu bedre med fløde. Den kenyanske sorte te indeholder meget koffein og virker derfor opkvikkende. Jeg bruger sommetider Kenya-te i stedet for kaffe, når jeg laver iskaffe. Hvis man har et selskab på besøg og skal sidde og slå mave bagefter, så er det også perfekt at lave en kop Kenya med noget fløde, lidt rørsukker og så en sjat whisky oveni. Det er helt perfekt.”
  • ”Wild Berry er også en rigtig god, fyldig mørk te. Det er en te med nogle jordbærstykker, ribs og rabarber, der er lavet på en sort te fra Assam i det nordlige Indien. Den er økologisk og passer godt til en kold efterårsdag, fordi den er mørk, men samtidig er så frisk. Den er også meget aromatisk – når vi åbner den herinde i butikken, kan vi tydeligt dufte den i mellem alle vores 160 andre teer.”
  • ”En god hyggete er en klassisk sort te, der er blandet af Darjeeling og Ceylon. Darjeeling har en lidt blomstret sødme og Ceylon kan smage lidt af vådt træ – på den gode måde. Det giver en fin ren te, som også er meget populær blandt turister, fordi den taler ind i det her hygge-koncept, som vi danskere er meget kendte for.”
  • ”En krydret Chai, som man koger i en gryde med lidt mælk og nogle andre krydderier, kan være rigtig lækker her om vinteren. Jeg smider en helt frisk chilipeber ned i, tager en ingefærknold og skærer i små terninger, hvorefter jeg presser ingefæren med en hvidløgspresser, så der kommer mest mulig saft ud af den, og så smider jeg det i gryden også. Det er sådan en rigtig god te til en klassisk vinterdag, når næsen drypper, efter man har været ude at gå en tur i sneen.”

Alle rettigheder til billeder, tekster og video tilhører NPV A/S - og må ikke anvendes uden forudgående tilladelse fra NPV A/S. Copyright © NPV A/S 2011 - 2019